Anmeldelse: Tomb Raider

Hendes rigtige navn er Lara Croft, men i daglig tale går hun under kælenavnet 'Tomb Raider', og de fleste af os har efterhånden stiftet bekendtskab med hende. Hun er en ikonisk heltinde inden for computerspil, idet hun var med til gøre kvindelige hovedrolleindehavere socialt acceptable i en spilkultur domineret af hankøn. Samus Aran havde allerede et årti forinden chokeret denne kultur i det oprindelige Metroid på NES, da det blev afsløret, at Samus i virkeligheden er en kvinde. Dette efterlod ganske mange spillere i chok, for er kvinden ikke normalt den, som skal reddes? Yndige prinsesser i stil med Princess Peach befandt sig ofte i knibe og kunne kun reddes af en overvægtig men overraskende atletisk blikkenslager iført rød kasket.

I dag ser det heldigvis anderledes ud, og kulturen har bevæget sig væk fra sin neandertalermentalitet. Heltinder som Lara Croft, Samus Aran og ikke mindst FemShep har været med til at bane vej for kvinden som en fast del af computerspillenes rollelister. Kvinderne i disse computerspil er modige, stærke og rå som de mandlige modstykker - hvis ikke mere. De har ligeledes spillet en væsentlig rolle i forbindelse med ligestilling inden for computerspil, og i dag regnes antallet af kvindelige spillere til at være omtrent halvdelen af alle spillere. Styrken bag disse kvinder er i dag et stadfæstet element, og Crystal Dynamics kom således i knibe, da de antydede en forandring ved Lara Croft. Knap så velovervejede udtalelser fra Ron Rosenberg om formodet voldtægt og om drenges lyst til at ville beskytte Lara Croft vakte en sand vrede i mange spillere. Lara Croft er en hård nød at knække og har bestemt ikke behov for en mands beskyttelse - hun kan klare sig selv ganske fint. Vreden lagde sig med tiden, da flere informationer og undskyldninger fra studiet blev fremlagt, og spillet blev omsider udgivet i marts 2013.

Jeg er nu rede til at kunne give min anmeldelse af et spil, som på mange måder er stærkt undervurderet, for det er i virkeligheden et spil, som på alle måder bør - skal - spilles af alle.

Tomb Raider er en reboot af serien, og i fin tråd med den moderne trend inden for især film finder spillet derfor sin begyndelse med Lara Crofts 'origin'. Hun er på sporet af det forsvundne kongerige, Yamatai, og hun rejser derfor med et mandskab bestående af garvede sejlere og studerende til en øde ø i håbet om at finde og afdække dets mysterier. Skibet, Endurance, forulykker imidlertid i en mystisk og mægtig storm, som efterlader holdet fanget på øen. Og de er ikke alene. De bliver alle tilfangetaget af en gruppe fanatiske svende, men det lykkes dog Lara Croft at undslippe deres løjer. Det er herfra op til Lara Croft at frelse sit mandskab og komme til bunds i øens mysterier.

Historien er velskrevet og velleveret. Spillet anvender primært cut-scenes til at formidle plottet, og disse er elegant vævet ind i spillets gameplay. Dets filmiske sekvenser er ganske talrige, og spilleren bør allerede fra begyndelsen vænne sig til at lægge sin controller fra sig, når scenerne udfolder sig på skærmen. Dette er i reglen et negativt element, idet cut-scenes ikke må optage mere plads end gameplay. Det er jo, trods alt, et computerspil - ikke en film. Cut-scenes i Tomb Raider når imidlertid aldrig til det punkt, hvor de bliver en irritation. Snarere oplever spilleren et stigende nærvær med Lara Croft, og efterhånden opleves distancen mellem fiktiv karakter og virkelig spiller mindre. Barrieren mellem de to nedbrydes med tiden, og spilleren føler slutteligt at have opnået et venskab med Lara Croft. Historien uddybes yderligere ved at finde bøger og dagbøger spredt omkring på øen. Disse fortæller hver sin historie om øens fortid, og de giver et glimrende billede og forståelse af den situation, som Lara Croft og kompagni befinder sig i.

Skuespillet er velinstrueret, og man føler aldrig, at man er vidne til en kedsommelig sæbeopera, der kører på sit sidste åndedrag. Karaktererne i spillet opnår en vis dybde, og spilleren begynder efterhånden at danne følelser for karaktergalleriets mange ansigter. Deres ægthed kan, med andre ord, ikke benægtes. Lara Crofts udvikling fra en uskyldig studerende til den benhårde massemorder og eventyrer, Tomb Raider, opleves muligvis hastigt men på intet tidspunkt forceret. Spilleren vil næppe komme til at opleve hendes transformation accelereret af intet mindre end hendes egen vilje til at ville overleve. Dette er et sandt vidnesbyrd om den styrke, der ligger bag et velskrevet manuskript. Det er noget, som mere end blot en håndfuld andre spiltitler vil kunne drage gavn af.

Spillets gameplay er fornøjeligt at blive en del af, og man lærer hastigt dets 'controls' at kende. Det kan for nogle, som er vant til et mere eksplosivt gameplay, virke en kende for basalt, men jeg oplever det som et stabilt og egnet system. Man skal dog vænne sig til fænomener som især momentum, da der i spillet er lagt vægt på akrobatisk udforskning af øen, og her kræves der til tider stor præcision. Det er derfor bydende nødvendigt at kende Lara Crofts mange bevægelser og den momentum, som hun opbygger. I denne forbindelse bør jeg nævne, at spillet har en vis mængde parkour involveret, men spilleren lærer imidlertid hastigt dets begrænsninger i denne kontekst. Dette er Tomb Raider og ikke Assassin's Creed. Gunplay fungerer fint, skønt 'headshots' muligvis er en kende for enkle at kunne udføre i kampens hede. Buens effektivitet har desværre et temperamentsfuldt lune, og spillet kan derfor opleves som værende ubeslutsom i denne henseende. Dette er imidlertid ikke nok til, at det opleves som en egentlig problemstilling, og buen bliver formentlig spillerens foretrukne våben. Det var i al fald mit.

Spillet byder ligeledes på andre våben, som kan anvendes til både at fjerne fjender fra sin vej og til at rydde visse forhindringer. Hvert våben kan opgraderes ved at finde 'salvage', som ligger belejligt spredt overalt på øen. Lara Crofts evner kan også opgraderes, hvor man kan fokusere på specifikke aspekter af hendes evner. Overordnet set er spillets gameplay udviklet på en sikker vis til at kunne indramme de ting, som spilleren har behov for. 

Rent grafisk klarer Tomb Raider sig glimrende. Spilleren vil komme til at opleve varierende og dynamiske miljøer, som indbyder med åbne arme til udforskning. Karaktererne er detaljerede, og effekterne af opholdet på øen vises tydeligt med iturevne tøjdele samt diverse hudafskrabninger og sår. Landskaberne er ligeledes detaljerede, men de kan imidlertid forekomme begrænsede. Spillet fokuserer på udforskning, men da det ikke er designet efter 'open world'-principper, er hver zone derfor aflukkede i forhold til det store hele. Dette medfører, at spillets hemmeligheder bliver væsentligt mindre problematiske at opdage. Fordelen ved dette er imidlertid, at de fleste kan være med.

Musikken er komponeret af Jason Graves, og det er på mange måder en fornøjelse at lytte til. Det er episk, når det skal være det, og fredsommeligt på andre tidspunkter. Musikken formår at fungere optimalt og simultant med billedsiden, hvorfor ingen af de to opnår en dominerende rolle. Dette betyder ikke, at man ikke vil bemærke musikken, for det vil man med en vis sandsynlighed. Det betyder blot, at billede og lyd danner et harmonisk samarbejde, som spilleren vil kunne fordybe sig i.

Slutteligt ønsker jeg at knytte et par bemærkninger til Tomb Raider som en oplevelse. Spillet fokuserer på udforskning, og det er jeg enorm fan af. Jeg elsker at kunne fordybe mig i et spils verden og opdage dets hemmeligheder og skatte. Jeg er især vild med det, når spillet ikke forsøger at forhindre mig i det ved at indlæse utallige mængder fjender på scenen. Mange spil er, begrædeligvis, designet efter princippet om, at spilleren konstant skal være engageret i kamp. Af den årsag er disse spil derfor inddelt i en form for minizoner, som ved spillerens uvidende entré udløser et 'spawn point'. Jeg er modstander af dette design, idet jeg mener, at det er for gammeldags. Vi, som en kultur, må være nået længere end det. Jeg har ingen problemer med kampe i computerspil, for de er en væsentlig del af oplevelsen. Mit problem opstår, når kampe bliver for talrige. Jeg oplever, at kampe på den måde bliver trivielle - for mondæne. De bliver, ganske enkelt, gjort kedelige. Det er derfor en klar glæde for mig at kunne sige, at det lykkedes holdet bag Tomb Raider at finde en optimal balancegang imellem fredelig udforskning og intense kampe. Når en zone er blevet ryddet for fjender, dukker de således ikke op igen. Dette resulterer i, at man kan udforske et område frit og fredeligt, for man har i forvejen elimineret de enkelte trusler.

Tomb Raider er et spil, som alle bør opleve. Nogle vil imidlertid mene, at det er for nemt. Selv på 'Hard' viste spillet sig ikke som en bemærkelsesværdig udfordring. Tomb Raider er imidlertid ikke et spil, som bør spilles udelukkende for et udfordrende gameplay. Det skal i lige så høj grad spilles for at opnå en mageløs oplevelse, som man sent vil glemme. Det føles kortere, end det er. Dette finder sin enkle årsag i, at spilleren faktisk ønsker sig mere spiltid. Man ønsker, med andre ord, at opholde sig i længere tid på netop den ø, som Lara Croft kæmper for at undslippe. Dette taler højt for spillets overordnede kvalitet, og jeg kan personligt ikke vente på at se, om de kunne finde på at udvikle en efterfølger. Tomb Raider er et spil, som jeg var skeptisk overfor i begyndelsen. Det står jeg gerne ved, men det er også min glæde at kunne sige, at min skepsis var fejlplaceret. Tomb Raider er blandt de mest mindeværdige og gennemtænkte spiloplevelser, som jeg har haft. Det er, ganske enkelt, en moderne klassiker og blandt de bedste nogensinde.

Min score: 9.7 ud af 10.