tirsdag den 10. april 2012

Borderlands 2 får Mechromancer Class

Du læste rigtigt: En Mechromancer Class i Borderlands 2! Gearbox Software lægger ikke skjul på, at Borderlands 2 bliver endnu mere afsindigt end det oprindelige spil, som i sig selv er en voldsom og hektisk forlystelse. Med nyheden om en spilbar Mechromancer Class kan vi kun gætte os til, hvad studiet ellers har af planer, men et er sikkert: Det bliver stort.



Den nye karakter er såmænd af hunkøn og har en kærlighed til alt mekanik. Hendes arm er af metal, og hun har efter sigende en robotven kaldet Deathtrap. Denne robotven er faktisk en gigantisk dræbermaskine, som vi nok skal få nogle morsomme øjeblikke med, når vi til september atter begiver os ud i Pandoras ørken og stormer alle, der vover at stille sig i vejen. Mechromancer kommer som en post-launch DLC, og hun er gratis at hente for de af os, der forudbestiller spillet. Er Borderlands 2 også på din indkøbsliste? Du kan tro, at spillet er på min!


søndag den 8. april 2012

SuperField Bros. 3

Hvad får man, hvis man krydser Battlefield 3 med Super Mario Bros.? Man får såmænd denne video! Battlefield 3 (udviklet af DICE) slår hårdt og fast på sin realistiske og stilistiske æstetik, der oser af autenticitet, atmosfære og sans for detaljer leveret af den mægtige FrostByte-motor. Men YouTube-brugeren, DerpShark, må have siddet en stille aften og tænkt: "Why so serious?" Et glimrende spørgsmål!

Resultatet blev altså denne video, hvor han har lagt musik samt lyde fra Super Mario Bros. (en fryd for os gamle særlinge, som er vokset op med Koji Kondos ikoniske musik) ind i Battlefield 3's hektiske og destruktive gameplay. Ægteskabet mellem disse to verdener er fint underholdende og bør nydes af alt og alle på denne fine planet, som vi kalder hjem.

Enjoy!

lørdag den 7. april 2012

Ugens Trailer: Borderlands 2

Ugens Trailer? Jamen hør hov. Hvad er nu det for en krabat? Ugens Trailer er såmænd, hvad titlen siger: Ugens Trailer. Men det kan også være ugens film, video eller andet, som er speciel eller særlig på en eller anden måde. Hvem udvælger disse videoer? Det gør jeg naturligvis, og jeg er skam ikke bleg for at fortælle årsagerne!

"Get ready to joy puke your face off"

I denne uge har jeg valgt en ældre video, for jeg synes, at den fortjener opmærksomhed. Det er den voldsomme "Doomsday Trailer" til Gearbox Softwares episke shooter, Borderlands 2, der får release d. 18. september i år, og vi er mange, som glæder os! Traileren viser os mange gameplay-elementer, herunder karaktererne, våben og ikke mindst hints om plottet samt størrelsen på verden (Pandora), og den gør det effektivt, underholdende og eksplosivt. Man får sjældent ro til at trække vejret i traileren ved dens non-stop tempo og buldrende techno-beat, og det er netop signalet, som den forsøger at sende: Spillet bliver som traileren! Det bliver sindsygt, det bliver skørt, det bliver over-the-top. Det bliver Borderlands 2!



Det første Borderlands er et hit hos mig og mange af mine gamer-venner, men vi var skeptiske: Cel-shaded-grafik var ikke just et kvalitetsstempel, da det først udkom i 2009, og det mindede på mange måder om Fallout 3, men du godeste hvor tog vi fejl! Stadig den dag i dag booter vi op for det oprindelige Borderlands og går amok på Pandoras nærmest endeløse sletter. Borderlands 2 er derfor en absolut no-brainer: Den skal på hylden, og skiven skal i konsollen på udgivelsesdagen! Tjek traileren ud nedenfor og se, hvorfor jeg har valgt den som Ugens Trailer!




"Pandora's changed.. Are you ready?"