Boss fights er i reglen kreative og dynamiske. De individuelle bosser har evner og våben, som almindelige fjendetyper ikke har, og dette giver dem typisk den førnævnte dynamik og kreativitet. De har også flere HP (hit points) end standard fjender, hvilket gør dem i stand til at modtage seriøse mængder prygl. Generelt set er de egentlig bare nogle stærke bæster ude på ballade. Og tro mig endelig ret: De er skam også ude på at uddele røvfuld. I den ideelle boss fight er det bossen selv, der er udfordringen. General Raam (Gears of War) er et glimrende eksempel på en vanvittigt styg boss, som vitterligt vil sætte spillerens evner og tålmodighed på prøve. Raam kan med andre ord egenhændigt sikre, at spilleren bitterligt vil fortryde at nogensinde være blevet en gamer.
I dag ser det imidlertid anderledes ud. I moderne tider er det jo ikke bossen selv, som er selve udfordringen, er det vel? I ved muligvis allerede, hvor jeg vil hen med dette. Der er nemlig opstået en ny tilgang til boss fights, som jeg bestemt ikke er tilhænger af. Faktisk er jeg så stor en modstander af det fis, at jeg fremover vil dedikere særlige mængder energi på at bekæmpe denne udvikling. Hvad er det dog for en udvikling? Det er såmænd ideen om at have en boss, som er ledsaget og beskyttet af utallige fjender. Når jeg benytter mig af ordet "utallige", så mener jeg i virkeligheden "uendelige". Ser du, når spilleren krøller én af disse fjender, dukker der såmænd blot en ny op for at tage dens plads. Dette skaber en heftig omgang kaos, hvor spilleren bliver oversvømmet af fæle banditter, og i dette afsindige virvar af bras kan bossen jo snildt snige sig omkring spilleren og give smæk. Det bliver ikke mere billigt og/eller sølle end det.
Kære venner. Således er den moderne boss fight. Spilleren står over for én enkelt boss, som typisk ikke er særligt sexet eller interessant at kæmpe med. Hvad gør man, hvis ikke man har en interessant boss, som i sig selv kan være udfordringen? Det logiske svar er jo, at man ganske enkelt laver en ny boss. Man skaber en karakter, der benytter sig af kreative taktikker og våben, som giver spilleren en legitim udfordring. Men det gør man jo ikke, vel? Næh nej, man slukker bare hjernen og losser latterlige mængder af fjender ind på scenen, så spilleren både skal knalde bossen og hans/hendes uendelige lakajer. Lysten til at spille, og ikke mindst til at leve, flyver lige lukt ud af vinduet, når uinspirerede udviklere gang på gang udsletter alt kreativitet og dynamik.
Boss fights af denne kaliber er blandt de mest uinteressante, forudsigelige, urimelige, frustrerende (af de forkerte årsager), barnlige og uinspirerede sekvenser i nogen sammenhænge. Hver eneste gang jeg støder på en boss fight af denne type, mister jeg konsekvent lysten til at spille spillet. Jeg magter ikke den form for tåbelighed og uduelighed fra spiludviklere, der kommer til udtryk via den umådeligt kreative fattigdom, som de lystigt kaster sig ud i. Det bliver især en problematik i tider, hvor man skulle tro, at der var langt flere muligheder. Er det tidspres? Er det for at prale af, hvor mange fjender I kan have på scenen? Eller er det, og dette er nok det mest sandsynlige, at I ganske enkelt er løbet tør for kreative ideer? I så fald har jeg et godt råd til alle spiludviklere: Drop boss fights og lad dem hvile i fred.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar