Mit indtryk af Kane and Lynch: Dead Men (dansk)

Jeg sidder nu foran computeren, og jeg befinder mig i en mystisk men desværre genkendelig tilstand. Jeg er rasende, skuffet, grædefærdig og fuldstændigt slået ud. Det er sjældent, at jeg oplever disse øjeblikke, hvor jeg føler, at alt omkring mig kollapser. Nu tænker du sikkert: "Jamen, hvad er der dog sket?" Det vil jeg med glæde fortælle dig. Jeg har nemlig spillet en lille bid af Kane and Lynch: Dead Men.

Spillet blev udviklet af IO Interactive og blev udgivet i 2007. Hvem er IO Interactive? Det er såmænd et dansk studie, som hovedsageligt er kendt for den ganske populære Hitman-serie. Ordet 'dansk' bliver fra tid til anden associeret med kvalitet og innovation, men i dette tilfælde vil ordet imidlertid blive associeret med skam, bras og makværk.

Kane and Lynch: Dead Men er en ualmindeligt ringe shooter, hvor intet fungerer: Spillets cover-system er en farce, fjender kan skyde igennem grafikken (yay for cover), skydemekanikken fungerer tilfældigt og er upålidelig, en række plotpunkter er foruroligende utroværdige, og spillet generelt er udført halvhjertet. De to protagonister, Kane og Lynch, er for så vidt ok, men det er en skam, at de er i et spil så ilde udført.

Jeg har spillet i knap to timer, og jeg har for længst nået det røde punkt. Man har ikke oplevet den mest pure form for frustration, inden man har råbt af en ellers uskyldig skærm og banket ens controller gentagende gange i enten bordet eller i gulvet. Jeg kan i øvrigt ved samme lejlighed afsløre, at jeg nu har ødelagt batteriet i min controller, idet jeg meget voldsomt knaldede den arme controller i bordet. Det er sandt: Min controller kan ikke længere holde strøm, og batteriet vil ikke genoplade. Den er nu dømt til at være plugged-in, indtil jeg køber et nyt batteri. Det er naturligvis min egen skyld, men jeg holder IO Interactive egenhændigt ansvarlige for et af tidens værste spil. Men hvor slemt er det? Lad mig give dig et eksempel.

Jeg prøvede en mission, hvor jeg ankom i Tokyo (tror jeg) og skulle finde en ejer af et diskotek. Hun er åbenbart datter af en eller anden hot shot, og naturligvis skulle jeg kidnappe hende. Jeg listede mig igennem det fyldte diskotek, hvor jeg intet kunne se, for lys er åbenbart yt i Japan. Efter noget tid fandt jeg omsider hendes kontor og skulle kæmpe mig vej for at nå hen til hende. Jeg fandt hende, overværede en cutscene og fik derfra Lynch, min inkompetente A.I.-makker, til at bære hende ud. Hele diskoteket befandt sig i kaos, idet jeg havde udvekslet skud med fjenden. Min opgave var altså ikke blot at få mig selv helskindet igennem men også Lynch samt kvinden. I samme forbindelse skulle jeg også undgå alt for opmærksomme fjender, som af en eller anden mystisk årsag altid vidste nøjagtigt, hvor jeg befandt mig. Efter et par forsøg kom jeg omsider op på et tag, men kvinden vågnede selvfølgelig og kunne snildt stikke af. Hvor løb hun hen? Tilbage til sit kontor. Det samme kontor hvor jeg lige havde hentet hende! Kan du gætte, hvad der så skete? Jeg skulle hente hende igen og bære hende med op på taget igen. Yay! Forestil dig at spille en mission af denne lave fortællermæssige kaliber med et fornærmende gameplay, hvor cover-systemet kun "fungerer", når det har lyst. Hvor fjender konstant kan se dig men ikke omvendt. Hvor hvert skud flyver i alle tænkelige og utænkelige retninger. Hvor din A.I.-makker er mere ubrugelig end hidtil. Du sidder og tænker over det, men jeg kan roligt garantere dig én ting: Du bliver skingrende vanvittig.

Du kan ikke begribe, hvor frustrerende og håbløst uinspireret den mission er. Det er skrigende tydeligt, at IO Interactive løb tør for ideer og frem for at være kreative og finde på bedre ting at spilde spillerens tid på, så lod de blot missionens præmis gentage sig. Jeg ved, at de har tænkt: "Det burde da forlænge spillet med et par minutter." Så har rationalet bag den beslutning ikke været længere end det. Jeg kan ikke forstå, hvordan et spil i 2007 kan være så ilde og så ulideligt udført. Dette er det samme år, hvor vi oplevede vores første tur til Rapture i det oprindelige BioShock. Hvordan kunne Kane and Lynch ske? Hvordan kunne de udgive og stå inde for et spil, der tydeligvis ikke fungerer efter nogen tænkelige standarder? Spillets gameplay, plot og generelle udførelse munder ud i sådan en hjerneblødende frustration, at det får Hunted: The Demon's Forge til at virke mesterligt. Skønt jeg agter at gennemføre og klare mig igennem helvedet, så vil jeg alligevel råde alt og alle til at holde sig på en vis afstand. Disse to gutter har ikke tænkt sig at dække din ryg i denne omgang.

Jeg regner med at skrive en mere dybdegående analyse af spillet på et senere tidspunkt, hvor jeg vil gå mere i detaljer omkring spillets positive og især negative sider. Så det kan du jo se frem til! Indtil da må du hygge dig og have en god weekend!